Jesper Lok bliver direktør for Falcks redningsdivision

    Pressemeddelelse fra Falck

    For at styrke og sikre Falcks fortsatte nationale og internationale ekspansion etablerede Falck i 2012 selvstændige direktioner for tre forretningsområder – Assistance, Healthcare og Safety Services – mens redningsdivisionen, Emergency, fortsat havde fælles direktion med Falck-koncernen.

    Falck etablerer nu en selvstændig direktion for Emergency på lige fod med de øvrige divisioner med henblik på at øge det direkte fokus på at løse såvel danske som internationale ambulance-, brand- og sundhedsopgaver. Emergency er Falcks største og mest internationale division med en årsomsætning på 8,1 milliarder kroner. I 30 lande verden over kan befolkningen få hjælp af Falcks reddere, sygeplejersker eller læger. Og Falck leverer brandtjeneste til en række industrielle kunder i Europa, Asien og Latinamerika.

    Som administrerende direktør for Falcks Emergency-division tiltræder Jesper Lok, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i DSB og har haft en lang karriere i A.P. Møller, senest som administrerende direktør for bugseringsselskabet Svitzer.

    “Falck er en fantastisk dansk virksomhed med en rig historie, stærke kompetencer og en ganske særlig korpsånd. Jeg glæder mig til at blive en del af det globale Falck-hold og bygge videre på de styrker og potentialer, virksomheden har”, siger Jesper Lok.

    Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, er stolt over, at det har været muligt at tiltrække en så stærk chef og personlighed til den fortsatte ekspansion af Falcks aktiviteter inden for ambulancetjeneste, brandbekæmpelse og sundhed.

    “Med kombinationen af solid international erfaring fra en stor dansk virksomhed og kendskab til samarbejdet med den offentlige sektor er Jesper Lok den helt rigtige profil til at drive ekspansionen af Emergency endnu hurtige frem end hidtil”, siger Allan Søgaard Larsen.

    Direktionen i Falcks Emergency-division bliver også styrket med Mikael Kjærgaard, som tiltræder en stilling som økonomidirektør. Han kommer fra en stilling som Executive Vice President for Falcks Business Support og har tidligere været økonomidirektør i Falck Danmark gennem en årrække.

    Jesper Lok og Mikael Kjærgaard tiltræder den 1. januar 2015. Begge vil indgå i Falcks koncernledelse. Falcks Group Executive Management består fortsat af Allan Søgaard Larsen og vicekoncernchef Morten R. Pedersen.

    Link:

    Jesper Lok tiltræder som administrerende direktør for Falcks Emergency-division. (Foto: www.falck.dk)

    Jesper Lok tiltræder som administrerende direktør for Falcks Emergency-division. (Foto:www.falck.dk)

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **