Hver anden bilejer misforstår bilens advarselslamper

    Pressemeddelelse fra Falck

    ABS, manglende motorolie eller en trukket håndbremse. Lamperne på bilernes instrumentbræt er til for at advare bilisten, når der er noget, de skal være opmærksomme på. Det lykkedes dog ikke altid lamperne at få deres budskab igennem. Det viser en undersøgelse, som Marketminds har lavet for Falck.

    I undersøgelsen er 1.122 danske bilejere blevet præsenteret for seks af de mest almindelige lamper på instrumentbrættet og blevet bedt om at forklare deres betydning. 49 procent af de udspurgte havde en eller flere fejl.

    “Vi oplever engang imellem, at folk ringer lidt nervøse til os, fordi en eller anden lampe lyser. Men jeg forstår sådan set godt, at det kan være svært at holde styr på alle de lamper,” siger Thomas Dietz, der arbejder som vagtcentralchef hos Falck.

    Særligt lampen, der viser, at håndbremsen er trukket, voldte bilejerne problemer. 20 procent var ikke i stand til at koble lampen med dens rigtige betydning.

    Bilistens eget ansvar

    Tendensen er måske ikke så overraskende. I hvert fald viser selvsamme undersøgelse, at bilejerne typisk lader bilens instruktionsbog ligge i handskerummet. 11 procent af bilejerne har aldrig læst i deres instruktionsbog, mens 26 procent kun sjældent orienterer sig i den.

    Sådan bør det dog ikke være, fortæller Thomas Dietz. Det er nemlig bilisternes eget ansvar at sætte sig ind i bilens advarselslamper.

    “Ja, det er op til den enkelte bilist at gøre sig klog på det, men hvis en bilist er strandet et sted og ringer til os, vil vi selvfølgelig værebehjælpelige,” siger Thomas Dietz.

    Når en advarselslampe lyser, og man er i tvivl om dens betydning, skal man først kigge i bilens instruktionsbog. Hvis man ikke har en instruktionsbog i bilen, kan man i de fleste tilfælde vurdere næste skridt ud fra lampens farve. En gul lampe betyder som regel, at man selv kan køre bilen på værkstedet, mens en rød lampe ofte betyder, at det er bedst at stoppe bilen og ringe efter Falck.

    Falck undersøger for tiden danskernes chancevillighed. Læs mere på tagerduchancer.dk.

    Link:

    Baggrund.pdf

    https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00368/6edf36e0-3e1c-4f1a-9622-fec5a5080105.pdf

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **