Videncentret for Landbrug undrer sig over ministerudtalelser

    Pressemeddelelse fra L&F

    Det er ikke korrekt, når kulturminister Marianne Jelved siger, at en rapport fra Videncentret for Landbrug om hestesektorenes økonomiske betydning mangler specifikke data for hestevæddeløbssporten.

    Det fastslår Jørgen Kold, chef for Videncentret for Landbrug, Heste.

    Marianne Jelveds udtalelser faldt tirsdag ved et samråd i folketingets udvalg for landdistrikter. Her blev en foreslået reduktion af midler til hestevæddeløbssporten drøftet.

    – Rapporten viser helt præcist både de direkte og de afledte effekter fra dels trav og galop, dels spil og publikationer. Netop disse effekter var også en helt central del af en briefing, som jeg i marts gav en gruppe embedsmænd fra Kulturministeriet. Briefingen skete på initiativ af ministeriet, siger Jørgen Kold.

    Han understreger, at Marianne Jelved ikke selv deltog i mødet.

    – Jeg er meget forundret over, hvordan det fejlagtige indtryk af indholdet af rapporten er fremkommet. Det er ekstra uheldigt, fordi de specifikke økonomiske effekter af hestevæddeløbssporten i landets yderområder er helt afgørende elementer i vurderingen af konsekvenserne ved en beskæring af midlerne til trav- og galopsporten, siger Jørgen Kold.

    Et sammendrag af “Hestesektorens økonomiske betydning i Danmark” kan læses på www.hestekontoret.dk

    Yderligere oplysninger fra Jørgen Kold via pressekonsulent Thyge Hansen, 21818692.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **