Pressemeddelelse fra Julemærkefonden
Julemærket er en vaskeægte dansk juletradition. Opfundet af postekspedient Einar Holbøll i 1904 og siden har det lille velgørenhedsmærke været en del af danskernes jul. I år er det 111. gang Julemærkefonden sender Julemærket på gaden, og årets kunstner er 54-årige Jakob Kühnel.
Manden bag mærket
Julemærket 2014 er klassisk jul med et moderne tvist, og ikke mindst et glimt i øjet. Der er alt det vi holder af… juletræet, julebukken, hjerter og nisser, men også motiver, der hører årstiden til, nemlig snemænd, børn på kælk og kagemænd. Kunstneren er den 54-årige grafiker Jakob Kühnel, som er uddannet fra Kunstakademiet i 1979 og fra Skolen for Brugskunst fem år senere.
Måske har du allerede stiftet bekendtskab med årets Julemærkekunstner uden at tænke over det, for Jakob Kühnel har gennem årene tegnet ikke mindre end 27 frimærker for Post Danmark. Han er blandt andet manden bag frimærkeserierne i anledning af 100-året for Københavns Hovedbanegård og Den Gamle By i Aarhus. Jakob Kühnel har modtaget Den Danske Designpris og IG-prisen for sine grafiske arbejder.
Julemærkehjemmene
Når du køber et Julemærke, støtter du de danske Julemærkehjem. Sådan har det været siden 1912, hvor de første Julemærkehjem åbnede. Tidligere kunne Julemærkehjemmene alene drives for indtægterne fra salg af Julemærket, men sådan er det ikke længere. I dag udgør indtægterne fra salg af Julemærket under halvdelen af omkostningerne for de fire Julemærkehjem. Til det siger Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen:
– Salget af Julemærket er fortsat den største indsamling til Julemærkehjemmene, og vi har hårdt brug for hver en krone. Hjemmene drives næsten alene for indsamlede midler, vi modtager kun 6 % i offentligt tilskud. Lige nu har vi 400 børn på venteliste, så vi håber, at rigtig mange husker det lille velgørenhedsmærke i den travle juletid. Det er måske bare et lille Julemærke, men det har stor betydning for udsatte børn i Danmark, slutter han.
Årets Julemærke kan købes hos Post Danmark, SuperBest, Kop & Kande, Bog & Idé, Bilka, Eurospar, Spar, Min Købmand, Land & Fritid og hos Julemærkefonden, tlf. 33 13 37 45 eller
.Her får børn hjælp!
Mød Josephine på 12 år, som kom på Julemærkehjemmet i Hobro, fordi hun gerne ville have hjælp til at tabe sig og få styrket sit selvværd. Hør om hverdagen, og kom med på en lille tur rundt på hjemmet.
Hvad er det bedste ved et Julemærkehjem? Måske er der lige så mange svar, som der er Julemærkebørn – men for Josephine falder svaret således, efter ganske kort betænkningstid:
– Det allerbedste er, at man aldrig er alene på et Julemærkehjem. Der er altid nogen at snakke, pjatte eller gå ture med. Der er næsten aldrig skænderier, og alle hjælper hinanden, siger hun.
Josephine på 12 år har sagt ja til at guide os igennem en typisk dag på et Julemærkehjem. Hun vil dog gerne begynde med at slå fast, at det er “fantastisk” at være Julemærkebarn, når den første tids hjemve har lagt sig. For det gør den.
– Ja, man opdager hurtigt, at der ikke er tid til at have hjemve. Dagene flyver afsted. Vi bliver vækket klokken halv otte, børster tænder, tager tøj på og reder vores senge. Når værelset er godkendt af en voksen, spiser vi morgenmad. Efter morgenmaden er der nogle dage skole, andre dage 2,7 kilometer morgengåtur efterfulgt af skole, fortæller Josephine energisk – og røber sin glæde ved det faste skema:
– Man ved altid, hvad man skal.
Fart på fritiden
Når dansk-, matematik- og engelsktimerne er klaret i fin stil, går det løs med fritidsaktiviteter:
– Vi har for eksempel hoppepuder, idrætshal og motionsrum. Vi er aktive meget af tiden – faktisk skal vi røre os en hel time om dagen. Vi spiller fodbold og rundbold og går i svømmehallen – men nogle gange går vi også bare op på værelserne og spiller “Fisk” eller andre spil, snakker og hører musik, forklarer Josephine.
– Det sker også, at vi skal hjælpe til med at lave mad. Det er faktisk ret spændende, og så slipper vi for at skulle i skole, tilføjer hun med et grin.
– Når vi skal spise, kan vi ikke bare tage lige så meget, vi har lyst til. De voksne bestemmer, og det er ok – for så lærer man lidt om mad, og hvor meget mad man egentlig har brug for, fortsætter Josephine, som også har skullet vænne sig til at bruge mobiltelefon og iPad ganske lidt:
– iPad bruger vi kun i skolen, og mobilen må vi kun bruge to gange et kvarter om dagen. Det er virkelig underligt ikke at kunne sende sms’er, når man har lyst – men selvfølgelig overlever man det, beroliger hun.
Tommelen op fra Mor
Josephines mor, Betina, har med glæde fuldt med fra sidelinjen. Hun har været vidne til en markant udvikling i løbet af ganske få uger:
– Josephine har fået rigtig meget ud af sit ophold på Julemærkehjemmet i Hobro. Hun har lært en masse om kost og motion – og hendes selvværd har fået et kæmpe boost. Det er noget, der varmer, kan jeg love dig, fortæller Betina.
Det er ikke svært for Josephines mor at forklare forskellen på sin datter før og nu:
– Hun hviler meget mere i sig selv og er mindre opfarende. Hun er generelt blevet en gladere pige – og er ikke længere ked af sit eget spejlbillede. Samtidig har hun lært at sige fra og stå fast på sit, og de egenskaber er jo guld værd, lyder det fra Betina.
Citater:
“Man opdager hurtigt, at der ikke er tid til at have hjemve”
“Vi er aktive meget af tiden – faktisk skal vi røre os en hel time om dagen”
“Det allerbedste er, at man aldrig er alene på et Julemærkehjem”
“Det er fantastisk at være Julemærkebarn”
“Hendes selvværd har fået et kæmpe boost” – mor
Fakta om Årets Julemærke
Årets Julemærke fås i fuldt sortiment hos Julemærkefonden. Hos vores forhandlere kan du få de selvklæbende produkter, helark til 65 kroner, megaark til 25 kroner og miniark til 20 kroner.
Årets Julemærke kan købes hos Post Danmark, SuperBest, Kop & Kande, Bog & Idé, Bilka, Eurospar, Spar, Min Købmand, Land & Fritid og hos Julemærkefonden på julemaerket.dk, hvor du også kan købe mange andre Julemærkeprodukter.
Julemærket i elektronisk form til dine mails købes på e-julemaerket.dk.
Fakta om Julemærkehjemmene
- Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted
- Hvert år får 750 børn et ophold på et Julemærkehjem
- Børn på Julemærkehjem er mellem syv og 14 år
- Julemærkehjemmene hjælper børn ud af social isolation og styrker deres selvværd
- Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold
- Når børn starter på Julemærkehjem fortæller 75 %, at de bliver mobbet – 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det faldet til 15 %
- Kun 40 % af børnene har en god tro på sig selv, når de starter på et
- Julemærkehjem – 12 måneder efter børnene er kommet hjem, er det steget til 76 %
- Kun 37 % af forældrene vurderer, at deres barn har en livskvalitet mellem 8-10 (skala 1-10), når de kommer på Julemærkehjem – 12 måneder efter at børnene er kommet hjem, er det steget til 71 %
- Julemærkehjemmene modtager kun 6 % i offentligt tilskud
Læs mere om Julemærkehjemmene på
Link til 2 minutters video hvor Josephine viser rundt på et Julemærkehjem. Brug den gerne – eller Martin, Maria, Heidi eller Philips historie, som også ligger tilgængelig på Vimeo:
Har du brug for en børnecase fra dit nærområde, et barn der har fået hjælp på et Julemærkehjem, så tøv ikke med at kontakte mig!
Pressemeddelelsen og billeder i 300 dpi kan også downloades fra Julemærkefondens hjemmeside, www.julemaerket.dk fra den 28. oktober.
Har du spørgsmål ifm. pressemeddelelsen så kontakt Hanne Nielsen på hanne.nielsen@julemaerket.dk, tlf. 33 36 81 84 eller 51 14 81 80.
Link:
Pressemeddelelse JM 2014.docx
https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00465/e4272e51-60b5-409c-9fd2-c515579f6190.docx
H.K.H. Kronprinsessen og årets kunstner, Jakob Kühnel, afslørede årets Julemærke.Foto: Henrik Petit
Julemærket er ikke kun til juleposten. Er du kreativ, kan du bruge det lille velgørenhedsmærke til mange ting.
På et Julemærkehjem er man aldrig alene, fortæller Josephine, der i sommer var på Julemærkehjem.
Mobning, ensomhed og lavt selvværd sætter dybe spor – i barndommen og langt ind i voksenlivet. På Julemærkehjemmene får drenge og piger i alderen 7-14 år hjælp og redskaber til at takle mobning, lavt selvværd og for manges vedkommende overvægt. De bliver gladere, mere udadvendte og får nyt mod på livet. Der findes fire Julemærkehjem i Danmark, nemlig i Kollund, Hobro, Skælskør og Ølsted. Hvert år får 750 børn hjælp til en sundere livsstil og til et liv uden mobning og social isolation. Der har været Julemærkehjem i over 100 år i Danmark – de første åbnede i 1912. Dengang som nu, er Julemærkehjemmene helt afhængig af salget af Julemærker og indsamlede midler. Julemærkefonden modtager kun 6 % i offentligt tilskud.
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **