Afrika bliver det nye Kina

    Pressemeddelelse fra BØRNEfonden

    Investeringer og et øget engagement fra danske virksomheder, kan skabe udvikling og bedre fremtidsmuligheder for Afrikas unge.
    Og mens kontinentet tidligere skræmte investorer væk, er situationen i dag en anden og bedre.
    “Der er vel ikke den danske virksomhed i dag, der ikke higer efter vækst, og så er det altså Afrika, man skal kigge mod. Alle prognoser spår Afrika til at være det kontinent med størst vækst de næste fem år. Desværre er mange virksomheder nervøse for at løbe risikoen, men man skal turde, ligesom virksomheder skulle med Kina i 90erne,” siger Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden.

    I en rapport fra Dansk Industri fra foråret 2014 kalder organisationen de danske virksomheder for “late movers”. Afrika er i forvandling og har gennem 00’erne haft en vækst på 4,6 pct. i gennemsnit, og kontinentet spås at nå vækstrater på knap seks pct. frem mod 2018.

    BØRNEfonden kan levere viden
    På en konference i dag arrangeret af BØRNEfonden, CBS og Ikompani diskuterer organisationer og en række virksomheder hvordan mulighederne i Afrika bedst kan gribes.
    Et af de vigtige budskaber fra BØRNEfonden er, at organisationen har noget vigtigt at tilbyde virksomhederne.
    “Der er virkelig mange unge mennesker med talent i Afrika. BØRNEfonden arbejder i Afrika med 700 ansatte, og vi har derfor et stort kendskab til befolkningen, kulturen og erhvervslivet. Vi har en masse know how, vi kan give videre til danske virksomheder og kan se gode muligheder for et samarbejde med dansk erhvervsliv,” siger Bolette Christensen.

    Hun understreger, at det er særligt vigtigt for BØRNEfonden, at de danske virksomheder skaber varig udvikling og jobs i Afrika – ikke kun vækst i Danmark.
    “Vækstmuligheder og udvikling i Afrika kan sagtens gå hånd i hånd. Hvis virksomhederne er klar til at være til stede i landene, uddanne den lokale befolkning og vise engagement, så er mulighederne store for at skabe gode resultater og få succes med sine investeringer i Afrika,” siger Bolette Christensen.

    Konferencen finder sted på CBS i dag fra 13.30-18
    Læs mere her: bit.ly/CBSAfrica

    Gode grunde til at investere i Afrika

    • Stort marked: 52 byer i Afrika har over 1 mio. indbyggere og kontinentet har en større middelklasse end fx Indien.
    • Stabilitet: Gæld og inflation er aftaget i takt med at de fleste afrikanske lande har tilpasset sig kendte markedsøkonomier.
    • Øget frihandel: Handlen over de interne landegrænser øges kraftigt af nye progressive handelsministre.
    • Verdens største arbejdsstyrke: I 2050 vil Afrika have 25 pct. af verdens samlede arbejdsstyrke.
    • Øget uddannelsesniveau: 20 pct. af de offentlige udgifter går til uddannelse i Afrika. Til sammenligning er det 11 pct. i OECD-landene.
    • Mobil-markedet eksploderer: Mobil-udbredelsen var i år 2000 på 2 pct. I dag er det 78 pct. De næste fire år vil den mobile internet-trafik 25-dobles.
    • Landbrugsland: Med 60 pct. af verdens potentielle landbrugsland kan Afrika fødevare-supermagt.

    Kilde: Harvard Business Review

    For yderligere kontakt:
    BØRNEfondens direktør Bolette Christensen kan kontaktes gennem presserådgiver Rasmus Holm Thomsen 6126-6701 / rht@bornefonden.dk

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **