Pressemeddelelse fra HK/Danmark
Dagpengesystemet er vigtigt for produktiviteten i det danske samfund – og for beskæftigelsen. Det står beskrevet i Det Økonomiske Råds halvårlige rapport, som netop er offentliggjort.
Et trygt dagpengesystem, som folk stoler på, sikrer et fleksibelt arbejdsmarked og betyder større lighed i samfundet, hedder det i rapporten.
Og det glæder HK-formand Kim Simonsen:
– Alle kan blive ramt af ledighed, og når det sker, skal der stå et trygt og effektivt system klar til at holde hånden under, folk indtil de får et nyt arbejde. Det anerkender økonomerne, og det godt, siger han, og fortsætter:
– Jeg håber at politikerne nærlæser rapporten, for der er flere interessante pointer, hvor jeg fristes til at sige: Hvad sagde vi.
Han hentyder hermed til, at økonomerne påpeger, at dagpengereformen fra 2010 har medført at alt for mange mister dagpengeretten.
– 41.000 er indtil nu faldet ud af det system, som mange har set som en forsikringsordning. Og flere kommer hele tiden til. Mange har betalt til systemet i årtier, og er efter reformen i 2010 smidt ud efter to. Det kan vi ikke være bekendt, siger Kim Simonsen.
Økonomerne konkluderer blandt andet, at den tid, det tager for ledige at genoptjene retten til dagpenge, bør forkortes. For på den måde sikrer man, at færre vil falde ud af systemet.
– Midt i en krisetid har man halveret dagpengeperioden og fordoblet den tid, det tager at genoptjene retten til dagpenge, det giver ingen mening. Derfor siger vi til politikerne: Lyt til økonomerne. Som et minimum skal det gøres lettere at genoptjene dagpengene, siger Kim Simonsen.
Kontakt: Birgitte Hougaard, pressechef, HK: 23811114
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








