Forbrugernes trang til nyt elektronisk udstyr er umættelig. I ethvert almindeligt hjem befinder sig mindst 27 forskellige elektriske produkter.
Men meget ryger ud igen. Så hvert år afleverer hver dansker 13 kilo elektronikaffald på genbrugsstationen.
Tilsammen skrotter danskerne årligt 81.000 ton elektronisk udstyr. Det viser den første kortlægning af vores elektroniske affald ifølge forskere fra Syddansk Universitet (SDU).
Fra 1995 til 2015 er mængden af elektronisk affald steget fra 45.000 ton til 81.000 ton.
– Det er en periode, hvor der kommer mange flere elektroniske apparater på markedet. Men hvor de samtidig også bliver stadigt lettere og tyndere, så udviklingen i vægten siger virkelig noget om en klar stigning i forbruget, siger ph.d. studerende Keshav Parajuly fra SDU Life Cycle Engineering.
I undersøgelsen har forskerne undersøgt salgsdata fra 61 husholdningsprodukter, der svarer til cirka 80 procent af den samlede mængde af elektronikken i danske hjem.
I de mange tusinde tons årligt elektronikaffald gemmer sig også kostbare metaller som et ton guld, godt tre ton sølv og fire ton kobber. Nogle virksomheder har derfor også gjort en god forretning ud af at genanvende eller hive de værdifulde stoffer ud af elektronikskrottet.
– Værdien af den danske elskrot steg fra 69 millioner euro i 1990 til 122 millioner i 2015. Guld og plastik er de to vigtigste ressourcer og står for over halvdelen af den samlede værdi i skrottet, siger Keshav Parajuly.
Trods danskernes beredvillighed til at aflevere deres udtjente elektroniske apparater på genbrugsstationen, så kniber det for genanvendelsesteknikkerne at følge med.
– Miljøvirksomheder, som separerer elskrotten, bruger typisk magneter til at fange jern. Andre teknikker bliver brugt til at få fat på de mest værdifulde metaller som guld og sølv. Men manglende udvikling i teknikkerne gør, at meget plastik og mange sjældne metaller går til spilde, ifølge Keshav Parajuly.
/ritzau/