Digteren Yahya Hassan er klar til at trække stikket og flytte på landet, når røgen fra den verserende straffesag ved Retten i Aarhus har lagt sig.
– Jeg skal prøve på en måde at isolere mig selv fra omverdenen. Det må være konsekvensen af, at man ikke kan have sin ytringsfrihed, at man bliver truet, hvis man stikker næsen lidt for langt frem.
Like localeyes.dk på Facebook– Jeg må flytte ud på bøhlandet, siger den 21-årige digter, da han i retten bliver spurgt om sine fremtidsplaner.
Yahya Hassan, der blandt andet er tiltalt for at skyde en 17-årig mand i foden, forklarer, at han fortsat arbejder på en efterfølger til sin debutdigtsamling fra 2013.
Med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer blev det den hidtil mest solgte debutdigtsamling herhjemme.
– Jeg arbejder stadig på næste udgivelse. Det fortsætter jeg med. Og i den udstrækning det har været muligt, har jeg arbejdet med den i arresthuset i Aarhus.
– Planen er at udgive en digtsamling mere, når jeg engang bliver løsladt, siger Yahya Hassan.
Ordene falder, efter at anklager Lars Petersen har refereret en psykologisk profil af digteren, som eksperter har udarbejdet.
Den konkluderer, at Hassan ikke er sindssyg, og heller ikke var det, da han løsnede skud 20. marts i det vestlige Aarhus.
Men han kan i pressede situationer nære tanker om forfølgelse, lyder vurderingen fra psykologerne ifølge anklager Lars Petersen.
Det kan skyldes dels et misbrug af hash, dels en opvækst præget af svigt, fysisk afstraffelse og fraværende forældre, hedder det ifølge anklageren i erklæringen.
Digteren har ifølge erklæringen boet på skift hos moren og faren, indtil han senere kom på et socialpædagogisk opholdssted.
Da han var 16 år, flyttede han ud af opholdsstedet for at bo for sig selv med en bostøtte.
Sagen mod Yahya Hassan fortsætter med procedure torsdag eftermiddag, og der ventes dom i sagen fredag 16. september.
/ritzau/