Et stigende antal frivillige kæmper mod Islamisk Stat


    Et stigende antal frivillige melder sig til kampen mod Islamisk Stat i Irak, siger frivillige på frontlinjen til AFP.

    Jihadisterne i Islamisk Stat har lidt en stribe nederlag i Irak og Syrien hen over sommeren og har blandt andet mistet kontrollen over flere byer og er omringet ved Raqqa og Mosul – de sidste store bastioner i det selverklærede “kalifat”.

    Der er dog meget få pålidelige opgørelser og statistikker over frivillige, som rejser til regionen for at kæmpe mod ekstremisterne i IS. Men der er et indtryk af, at man skal melde sig hurtigt til at slås mod Islamisk Stat, inden det mister resten af det territorium, som gruppen kontrollerer.

    – Folk ved, at det lakker mod enden for IS, og de forsøger at komme med, mens de stadig kan nå det, siger den 26-årige Louis Park fra Texas, som i juni for anden gang sluttede sig til kampen i kurdisk-kontrollerede områder i det nordlige Irak.

    Park er kristen og har sluttet sig til en kristen, assyrisk militsgruppe, som samarbejder med de kurdiske peshmerga-krigere. Han deltager i forsvaret af to kurdiske byer 30 kilometer nord for Mosul.

    – Jeg får henvendelser fra hele verden. Siden jeg kom – har der været mellem 60 og 70, siger han.

    Instituttet for Strategisk Dialog i London har sporet omkring 300 frivillige, som kæmper mod Islamisk Stat. Omkring en tredjedel af dem er amerikanere.

    De frivillige er ifølge instituttet motiveret af blandt andet ønsker om at gøre noget meningsfuldt og reagere på, hvad de opfatter som “en manglende international indsats over for barbariske handlinger udført af Islamisk Stat.”

    – De henviser navnlig til de grusomheder, som begås mod civile af Islamisk Stat, og mange beskylder verdens ledere for at lukke øjnene for de lidelser, der bliver påført dem, som er fanget i konflikten, hedder det i en rapport fra instituttet i London.

    Mange av dem som melder sig frivilligt i kampen er lige som Park tidligere soldater.

    /ritzau/AFP