Europa League-opgøret mellem Brøndby og Panathinaikos torsdag aften har efter alt at dømme fået et kedeligt efterspil.
Lebogang Phiri fortæller til Ekstra Bladet, at han under kampen blev udsat for racistiske tilråb af den svenske landsholdsspiller Marcus Berg, der scorede to mål for Panathinaikos.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Marcus Berg gik forbi mig og kaldte mig en “monkey”. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Det er total mangel på respekt for andre mennesker.
– Jeg er chokeret over, at det overhovedet kunne ske og vil bestemt ikke sammenlignes med et dyr. Det er rystende at opleve, siger sydafrikanske Lebogang Phiri til Ekstra Bladet.
Rodolph Austin fra Brøndby hørte også svenske Marcus Bergs ytringer, og det fik Austin op i det røde felt, skriver Ekstra Bladet.
Selv kan Marcus Berg ikke huske, at han har sagt noget lignende under kampen.
Til Aftonbladet siger han:
– I kampens hede ude på banen siges der en masse. Jeg måtte høre på meget, og de spillede hårdt, og så giver man igen og forsøger at få modstanderen ud af balance.
– Når kampen er slut, lægger man det til side, glemmer det og giver hånd.
– Det er op til dem, om de vil være professionelle spillere og komme videre, eller om de vil gøre en sag ud af alt, hvad der sker på banen, siger han til avisen.
Brøndby har nu indberettet episoden til kampens dommer, og nu er det så op til ham at vurdere, om det europæiske fodboldforbund Uefa skal gå videre med sagen.
Ifølge Brøndbys hjemmeside har klubben desuden nedlagt protest mod det røde kort til målmand Frederik Rønnow, fordi man mener, at det er i strid med de nye regler, der er indført fra og med denne sæson.
Kampen endte 3-0 til Panathinaikos, og Brøndby fik undervejs tildelt to røde kort.
Returopgøret spilles på Brøndby Stadion 25. august.
/ritzau/