Læservideo: Betjentene var så tæt på, at de så gerningsmanden stikke ud efter ofret.
Mandag eftermiddag blev en mand stukket fem gange med en kniv. Betjente så det brutale overfald og kort efter var gerningsmanden anholdt.
Local Eyes har modtaget denne læservideo, hvor man ser gerningsmanden blive anholdt
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDet er kort efter, at han har stukket en 36-årig mand med kniv på Istedgade i København.
Han stak offeret ikke mindre end fem gange. Tre af stikkene ramte manden i ballen, mens de to andre ramte ryggen og nakken, oplyser politiet på Twitter.
Politiet fik klokken 17.44 en anmeldelse om, at seks til otte personer var involveret i et slagsmål ved pladsen.
Da politiet kom til stedet, viste det sig, at det var to personer, der var røget i totterne på hinanden. Der er ikke oplysninger om, hvad deres uoverensstemmelse handlede om.
Politiet havde en patruljebil ganske tæt på stedet. Den var faktisk så tæt på, at betjentene så gerningsmanden stikke ud efter ofret. Derfor lykkedes det også for politiet at få anholdt den formodede gerningsmand ganske kort tid efter knivstikkeriet.
– Og patruljen er også vidne til, at gerningsmanden kaster gerningsvåbnet fra sig, da han løber fra stedet, så det har vi også fundet, siger den centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki, Københavns Politi.
Den anholdte er en 19-årig mand, der nu er sigtet for grov vold. Han vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.
Offeret blev kørt på sygehuset og er uden for livsfare.
Knivstikkeriet skete over for Maria Kirkeplads, der ligger ved Istedgade i enden ved Københavns Hovedbanegård.
Den anholdte er nu sigtet for grov vold.
Offeret blev kørt på sygehuset for at blive behandlet. Herfra meldtes, at hans tilstand er stabil, og at han er uden for livsfare.
/ritzau/