Her straffer politiet drukmåse med armbøjninger


    Det filippinske politi har sin helt egen måde at “straffe” personer på, som bryder landets forbud mod at drikke alkohol efter klokken ti om aftenen uden for hjemmets vægge eller på barer og hoteller.

    Personer, der bliver grebet i at indtage en øl eller spiritus på offentlige områder efter det tidspunkt, bliver taget med på politistationen, hvor de så under overvågning af en betjent én efter én bliver beordret til at lave armbøjninger.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det fremgår af et tweet fra nyhedsbureauet AFP.

    Teksten på det sociale medie er ledsaget af et fotografi. Her ses omkring 20 “lovbrydere – de fleste unge mænd eller teenagere – samlet omkring en voluminøs mand, som med et lidende ansigtsudtryk er i gang med at lave armbøjninger foran en betjent.

    Fotografiet er taget på en politistation i hovedstaden Manila.

    Hvor mange gange kroppen skal hæves og sænkes nævnes ikke.

    I forbindelse med præsidentvalget for tre uger siden blev der i hele det store land indført et totalt forbud mod at sælge alkohol i to dage.

    Med undtagelse af visse luksushoteller og dyre restauranter, som kunne søge om dispensation, var det ulovligt at sælge, levere, servere, købe eller indtage nogen form for alkohol.

    For at håndhæve forbuddet blev der i de to dage sendt ekstraordinært mange politifolk ud på gader og de mest populære strande.

    Præsidentvalget blev vundet af den kontroversielle Rodrigo Duterte, der er kendt og berygtet for sin hårdhændede holdning til kriminelle.

    Efterfølgende har Duterte ifølge BBC også talt om at stramme alkohollovene i landet.

    I sin tid som borgmester i byen Davao indførte Duterte forbud mod salg af alkohol i timerne fra midnat til klokken otte næste morgen.

    /ritzau/