Arkivfoto
Nogle mennesker er bange for at flyve og andre har en skræk for edderkopper. Skulle man lide af begge fobier, var et passagerfly på vej fra Den Dominikanske Republik til Canada for nylig ikke det rette sted at befinde sig.
Synet af to store, behårede fugleedderkopper, der pilede gennem kabinen, fik ifølge The Guardian flere passagerer til at gå i panik og stille sig skrigende op på sæderne, mens kabinepersonalet rådede dem til at tildække deres ankler.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreTarantel, som den store edderkoppeart hedder, er et ganske normalt syn i Den Dominikanske Republik, og to af dem havde tilsyneladende listet sig med om bord, da passagerflyet fra Air Transat lettede fra feriestedet Punta Cana i det caribiske land.
– Jeg var iført en nederdel, og en edderkop kravlede op ad mit ben, beretter en af passagererne, Catherine Moreau, til Radio Canada.
Hun var i gang med at spise, da det ottebenede kryb begyndte sin kravletur.
– Det lykkedes min mand at fange edderkoppen i en plastikbeholder, men den vred sine ben ud. Min datter græd og var i chok, beretter hun.
Skrækken havde ikke kun tag i passagererne. Kabinepersonalet var ifølge Catherine Moreau ikke sikker på, hvad det skulle gøre, og nogle af dem var bange for at nærme sig dyrene.
En af edderkopperne blev fanget under flyvningen, mens den anden fortsatte med at strejfe omkring inde i flyet indtil det landede i Montreal, hvor den blev indfanget af en sikkerhedsvagt.
En ekspert i insekter og edderkopper, entomolog Etienne Normandin, siger til Radio Canada, at der sandsynligvis er tale om en underart af fugleedderkoppe-familien med den latinske betegnelse phormictopus cancerides
Med en længde på op til 20 kraftigt behårede centimeter og hugtænder på op til to centimeter er den et frygtindgydende syn for mange.
Normandin beskriver det som en “aggressiv” art, men én, hvis gift ikke er særlig farlig. Dens bid kan dog være særdeles smertefuldt.
Med henvisning til et lukrativt marked for salg af den slags edderkopper, spekulerer han i, at de to dyr kan have være skjult i en passagers håndbagage.
/ritzau/