Arkivfoto
Den hval, der mandag blev set af en flok sejlere i Øresund, er en kaskelothval, der er faret vild.
Det forklarer Michael Hansen, der er marinbiolog ved Øresundsakvariet.
– Hannerne trækker sydpå og skal parre sig med hunnerne. Og så er der altså nogle af dem, der drejer forkert ved Storbritannien, hvor de burde svømme vest om. Hvis den så svømmer mod øst, så bliver den fanget her.
– Hvalen er bare totalt på afveje. Den burde være i Atlanterhavet, hvor der er dybere og mere af det, den skal have at æde, siger han.
Michael Hansen har selv været ude at se på hvalen, og her konkluderede han, at der er tale om en kaskelothval og ikke en pukkelhval, som det ellers tidligere har været fremme. Han håber, at hvalen allerede er væk igen.
– Vi ved ikke, hvor den er lige nu. Jeg er på vej ud for at se, om den kan findes igen. Forhåbentlig er den vendt om og svømmet nordpå, så den ender i Atlanterhavet, siger han.
Han fortæller, at der sagtens kan være flere hvaler, der er fulgt med kaskelothvalen, men at der indtil nu kun er set den ene.
Desværre er der en stor risiko for, at hvalen strander et sted efter vildfarelsen.
– Jeg vil ikke blive overrasket, hvis den strander. Hvalerne skal helst have stejle kystlinjer, fordi de navigerer ved hjælp af lyd. Hvis der ikke er stejlt, så får den intet respons på lyden, og så tror den, at den er på dybt vand. Så svømmer den længere ind og strander.
– Nu håber vi bare, at her er stejlt nok til, at den kan finde ud igen. Men det sker eksempelvis ofte ved Vestkysten, at hvalerne strander, fordi der ikke er stejlt, siger han.
Kaskelothvalen er meget sjælden i Øresund.
– De er forholdsvis ofte ved Vestkysten, men jeg ved ikke, hvornår der sidst har været en kaskelothval her i Øresund. Så det tyder jo på, at det er længe siden. Det er meget sjældent, de kommer så tæt på, siger marinbiologen.
/ritzau/