Arkivfoto
Der skulle “soves på det” før EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt (DF) ville svare på, hvorvidt Dansk Folkeparti ville betale 2,9 millioner kroner tilbage til EU.
Dagen efter siger hans formand, at partiet vil betale knap halvdelen af dem.
Europaparlamentets præsidium afgjorde mandag, at Dansk Folkeparti ulovligt har spenderet tre millioner kroner i EU-støtte på politiske kampagner i Danmark.
– Vi er lodret uenige i Europa-Parlamentets beslutning, siger formand Kristian Thulesen Dahl til TV 2.
– Men systemet er nu engang sådan, at Europa-Parlamentets politiske ledelse træffer afgørelse. Det må vi leve med. Vi har derfor besluttet, at vi betaler de penge tilbage, som er brugt til at støtte vores kampagner, forklarer han.
Det beløb har parlamentets politiske ledelse opgjort til knap 1,6 millioner kroner, og det er de penge, der nu sendes til EU-kassen fra Dansk Folkepartis kasse i København.
Men de resterende 1,3 millioner kroner afviser formanden at betale, da de er blevet administreret af alliancen Meld og fonden Feld selv og ej af Dansk Folkeparti.
Derudover gentager formanden Morten Messerschmidts krav fra mandag aften om en granskning af samtlige partier, der modtager støttekroner til oplysningsarbejde fra EU.
– Vi vil samtidig insistere på, at øvrige partier vurderes efter samme kriterier, som vi nu er blevet. Alle bør være stillet lige. Reglerne og deres fortolkning skal være ens for alle, siger Kristian Thulesen Dahl.
Mistanken om Messerschmidts misbrug af EU-midler kom frem i oktober, da hans kollega i parlamentet Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti, fordi Messerschmidt afviste at lade hende se regnskaberne for Meld og Feld.
Den eksterne revision, som derefter blev lavet for Europa-Parlamentet, viser, at Morten Messerschmidts Meld og Feld har brugt flere millioner EU-kroner i direkte strid med EU’s egne regler.
/ritzau/