Foto: Lucapa Diamond Company
I Angola er der blevet fundet en ordentlig krabat af en diamant. Den er omkring syv centimeter lang og på størrelse med en lille appelsin.
Diamanten er fundet af det australske mineselskab Lucapa Diamond Company, og de er selvsagt begejstret over fundet.
– Det er den største diamant, der nogensinde er fundet i Angola. Og det er den største diamant nogensinde, som er fundet at et australsk mineselskab, lyder det fra Lucapa’s bestyrelsesformand, Miles Kennedy til ABC News.
Der er tale om en hvid diamant, som angiveligt har en fremragende kvalitet.
Selskabet vurderer derfor, at diamanten vil indbringe omkring 100 millioner danske kroner.
Diamanten er dog ikke mere end den syvogtyvende største diamant i verdenshistorien. Den største diamant nogensinde blev fundet i Brasilien i 1893 og kaldes Sergio.
Sergio, som vejede 3167 karat, var en sort diamant, som menes at stamme fra rummet og være bragt til jorden med meteoritter.