Filmnørderi: I dag bliver fremtiden nutid


    Tilbage til fremtiden – hvad gik galt?


    Dags dato – 21. oktober 2015 – er for mange filmnørder en helt særlig dag.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    I filmklassikeren “Tilbage til Fremtiden II” rejser Marty McFly (Michael J. Fox) og Doc Brown (Christopher Lloyd) nemlig fra år 1985 til netop 21. oktober 2015, og derfor står onsdag i “Tilbage til Fremtidens” navn flere steder i verden.

    Flere danske biografer markerer dagen ved at sende samtlige film i trilogien, mens Nationalmuseet også mindes filmen og 1980’erne generelt med ting som tunmousse, Pisang Ambon og højt hår. Det sker dog først fredag eftermiddag og aften.


    Total nørderi: Se 15 ting, hvor filmen ramte næsten rigtigt

    Det præcise tidspunkt for Marty McFlys og Doc Browns ankomst til fremtiden i deres DeLorean-tidsmaskine er 16.24, hvor de kommer til Hill Valley i den amerikanske delstat Californien.

    Her består gadebilledet af ting som hoverboards og flyvende biler. På det punkt rammer filmens spådomme ikke helt korrekt, mens den på andre områder kommer tæt på det, der i dag er virkelighed.

    Blandt andet er film i tre dimensioner i dag en stor forretning, folk kommunikerer via videoforbindelser og benytter sig af gadgets såsom smartwatches og digitale briller.

    Det var i 1989, hvor “Tilbage til Fremtiden II” blev udgivet, blot science fiction.

    Droner, der går tur med hunden, findes dog så vidt vides ikke endnu. Men som hobbyudstyr og til filmoptagelser bruges de små fjernstyrede fly ofte.

    Store selskaber har ifølge AFP også set deres snit til at få opmærksomhed i forbindelse med dagen, hvor den filmiske fremtid bliver til nutid.

    Onsdag vil Pepsi blandt andet sælge et begrænset antal sodavand af typen “Pepsi Perfect”, som er McFlys yndlingsdrik i filmserien.

    – Pepsi-fans har spurgt os, og vi har hørt dem klart og tydeligt, siger Lou Arbetter, marketingchef hos PepsiCo.

    Også tøjgiganten Nike er hoppet med på vognen. Selskabet er angiveligt på vej med et par sko, hvor snørebåndene snører sig selv – præcis som i “Tilbage til Fremtiden”.

    /ritzau/