Rusland beder USA om at løslade spionmistænkt kvinde

    Anholdelsen af en russisk kvinde i USA er rykket op på højeste diplomatiske niveau.

    I en telefonsamtale lørdag mellem Mike Pompeo, der er USA’s udenrigsminister, og Sergej Lavrov, der er Ruslands udenrigsminister, blev anholdelsen af Maria Butina nævnt, og Lavrov bad USA om at løslade kvinden.

    Det oplyser det russiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

    Sagen tog fart 15. juli, da forbundspolitiet FBI anholdt Maria Butina. Onsdag i den forløbne uge slog en dommer fast, at den 29-årige russer udgør en flugtrisiko og skal forblive fængslet, mens retssagen mod hende kører.

    Butina er mistænkt for at have samarbejdet med personer højt placeret i den russiske regering og to uidentificerede amerikanere. Sammen har de ifølge anklagerne forsøgt at infiltrere dele af den amerikanske våbenlobby.

    Det skulle ifølge FBI bruges til at øve indflydelse på amerikansk udenrigspolitik og særligt forholdet til Rusland.

    Det russiske udenrigsministerium har siden indledt en kampagne på sociale medier for at få løsladt den russiske kvinde.

    Ifølge pressemeddelelsen har Lavrov i telefonsamtalen kaldt anklagerne mod Butina for “fabrikerede”. Lavrov har videre kaldt anholdelsen uacceptabel og bedt om, at Maria Butina løslades hurtigst muligt.

    Pompeo og Lavrov diskuterede også situationen i Syrien samt atomnedrustning på den koreanske halvø.

    Det er ikke uddybet, hvad de to udenrigsministre drøftede om de to emner.

    Ifølge erklæringen fra det russiske udenrigsministerium har udenrigsministrene også fulgt op på sidste uges topmøde mellem præsidenterne Donald Trump og Vladimir Putin.

    – De to topdiplomater har udvekslet synspunkter om udsigterne for det fremtidige forhold mellem vore lande med henblik på en normalisering på ligeværdig og gensidigt fordelagtig vis, hedder det.

    /ritzau/Reuters