Astana-spanier vinder lumsk Tour-etape i Massif Central

    14. etape i Tour de France blev en stor triumf for spanske Omar Fraile.

    Astana-rytteren kørte fra en stor gruppe af udbrydere og kæmpede sig først over målstregen på den kuperede og lumske etape i Massif Central.

    Det var hans første etapesejr i Touren og holdets første i år.

    Bag ham forsøgte Jasper Stuyven og Julian Alaphilippe at matche spanieren, men ingen af dem kunne nå op.

    Fraile fandt et ekstra gear på finalestigningen og hentede Stuyven, der ellers havde et solidt forspring i bunden.

    Alaphilippe tog få sekunder efter andenpladsen på etapen, mens Stuyven blev treer.

    18 minutter senere kørte den tidligere skihopper Primoz Roglic fra de øvrige favoritter og kom i mål otte sekunder foran top-3-rytterne, Geraint Thomas, Chris Froome og Tom Dumoulin.

    Jakob Fuglsang måtte slippe fronten og tabte 37 sekunder til Roglic. Alligevel avancerede han i klassementet og er nu på niendepladsen.

    Alaphilippe i den prikkede bjergtrøje kørte allerede fra kilometer 0 på de 188 af slagsen fra Saint-Paul-Trois-Châteux til Mende, men ingen ville køre med ham, og så lod hans sig falde tilbage.

    Få kilometer senere kom vinden hamrende ind fra siden, og hovedfeltet blev splittet i fire dele.

    I den første gruppe sad altid vågne Sky med Froome og Thomas. Sunwebs Dumoulin var der også.

    Først helt nede i tredje gruppe sad ofte søvnige Astana og Jakob Fuglsang sammen med blandt andre Bob Jungels, Dan Martin og Primoz Roglic.

    Feltet blev dog samlet igen. Resterne af det i hvert fald, for foran kom en stor gruppe på hele 32 mand væk.

    En række store navne var iblandt, men i den brogede flok af stjerner og vandbærere lå den bedst placerede rytter i klassementet næsten 40 minutter efter den gule førertrøje.

    Sky holdt længe udbruddet i relativt kort snor, men pludselig satte mandskabet tempoet ned i front af feltet, og så voksede forspringet voldsomt.

    Gorka Izagirre og efterfølgende Stuyven og Tom-Jelte Slagter fik et hul til de øvrige efter tredjesidste stigning, men Izagirre og Slagter brugte tiden på at diskutere, mens belgieren slap væk.

    Ved bunden af finalestigningen, Côte de la Croix Neuve, havde Trek-rytteren cirka 1 minut og 40 sekunder til de øvrige udbrydere.

    Det var dog ikke nok til at holde forfølgerne stangen, og belgieren måtte se etapesejren gå til Fraile.

    Herefter havde tilskuerne tid til at hente en kop kaffe eller besøge toilettet, før Roglic kom drønende som første mand fra favoritgruppen og krøb en smule tættere på top-3.

    /ritzau/