Danskproduceret film årets bedste filmskolefilm i Cannes

    Filmen “The Norwegian Offspring”, som har en dansk producer og en norsk instruktør har vundet filmfestivalen i Cannes’ pris La Cinef, som er en pris for filmskolefilm. Prisen hylder unge talenter.

    Det oplyser Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.

    Filmen var i konkurrence med mere end 2000 indsendte film fra filmskoler i hele verden, og er den eneste danske film, som har været udtaget til årets filmfestival i Cannes.

    Filmen handler om Stein, der lever en isoleret tilværelse i Norge, med sin vlog som eneste forbindelse til omverdenen.

    Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet, og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål – at reproducere sig selv.

    /ritzau/