Tre dages McCann-efterforskning fører intet gennembrud med sig

    En tre dage lang eftersøgning i forbindelse med den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden er torsdag afsluttet i det sydlige Portugal.

    Det oplyser portugisisk politi ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

    McCann forsvandt i 2007 i turistområdet Praia da Luz på Algarvekysten.

    Den britiske pige forsvandt fra forældrenes ferielejlighed, mens parret spiste middag sammen med nogle venner på en tapasrestaurant i nærheden.

    Tirsdag var dykkere i vandet ved en dam, der ligger knap 50 kilometer fra det sted, hvor hun forsvandt.

    Men torsdag har politiet pakket sammen og forladt området.

    En tysk anklager nedtoner håbet om et gennembrud i den 16 år gamle forsvindingssag. Det skriver Reuters.

    – Selvfølgelig er der en vis forventning, men den er ikke høj, sagde statsanklager i Braunschweig Christian Wolters før efterforskningens afslutning.

    En unavngiven kilde tæt på efterforskningen fortæller nyhedsbureauet, at der “intet nyt var at rapportere” efter den tre dage lange eftersøgning.

    Den oplysning har portugisisk politi ikke kommenteret. De vil ikke oplyse, om der er fundet nogle brugbare spor.

    Politiet har blot udsendt en udtalelse, hvoraf det fremgår, at aktionen nu er afsluttet. Det portugisiske politi vil aflevere indsamlet materiale til de tyske myndigheder, lyder det.

    Christian Wolters siger til Reuters, at det var vigtigt at vise, at myndighederne stadig efterforsker sagen.

    Han tilføjer, at man har ledt efter liget af Madeleine McCann. Det er aldrig blevet fundet. Men de ledte også efter alt, der kunne hjælpe efterforskningen, som for eksempel tøj, siger han.

    Eftersøgningen blev genoptaget på opfordring fra de tyske myndigheder. De har hjulpet med at finkæmme området.

    I begyndelsen mistænkte britisk politi og britiske medier forældrene for selv at være skyld i hendes forsvinden. Den mistanke droppede politiet i 2008.

    Nu har fokus i stedet rettet sig mod tyskeren Christian Brückner.

    Han er den hovedmistænkte, selv om han ikke er tiltalt i sagen. Det har Christian Wolters tidligere sagt til BBC.

    Brückner afsoner i forvejen en dom i Tyskland for en voldtægt, der skete i Praia de Luz. Det var et sted, hvor han i en længere årrække holdt til. Også på det tidspunkt, hvor McCann-familien holdt ferie der.

    Brückner har afvist at være involveret i sagen.

    ritzau/