Regering og kommuner indgår aftale om næste års økonomi

    Regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, har torsdag aften indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024.

    Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

    Med aftalen bliver den kommunale serviceramme hævet med 2,4 milliarder kroner. Det skal blandt andet dække udgifterne for flere børn og ældre.

    Parterne har også aftalt, at kommunerne får 1,5 milliarder kroner til flere pladser på botilbuddene fra 2024 til 2026.

    Samtidig betyder aftalen, at kommunerne skal spare 700 millioner kroner på administration. Den besparelse skal bruges til højere løn og bedre arbejdsvilkår for ansatte på velfærdsområderne.

    /ritzau/