Microsoft får lille omsætningsfremgang

    Udviklingen i cloud-forretningen sikrer Microsoft lille omsætningsfremgang på to procent i andet kvartal.

    Det viser selskabets halvårsregnskab sent tirsdag dansk tid.

    Omsætningen i andet kvartal endte på 52,7 milliarder dollar, svarende til omkring 360 milliarder kroner.

    Omkring halvdelen af omsætningen – 27,1 milliarder dollar – kommer fra Microsofts cloud-løsninger. Ifølge regnskabet er det en vækst på 22 procent sammenlignet med året før.

    Cloud-tjenesterne er en samlet betegnelse for en række softwareydelser, der stilles til rådighed via internettet. Det giver for eksempel mulighed for opbevaring af data på nettet.

    – Vi er forpligtet til at hjælpe vores kunder med at bruge vores platforme og værktøjer til at gøre mere med mindre i dag og innovere for fremtiden i den nye æra af kunstig intelligens, siger Microsofts administrerende direktør, Satya Nadella, i en en kommentar til regnskabet.

    Til gengæld er salget af programmer til pc-markedet gået tilbage med 19 procent til 14,2 milliarder dollar.

    Microsoft har flere gange investeret i kunstig intelligens. Senest har selskabet investeret 10 milliarder dollar i OpenAI, der er selskabet bag chatrobotten ChatGPT. Det skrev Bloomberg mandag.

    Beløbet, der svarer til næsten 70 milliarder kroner, er Microsofts tredje investering i OpenAI.

    /ritzau/