Byrådspolitiker i Kalundborg vil være næstformand i Nye Borgerlige

    Henriette Ergemann, som sidder i byrådet i Kalundborg for Nye Borgerlige, vil være partiets næste næstformand.

    Det skriver sn.dk og TV 2 Øst.

    – Jeg stiller op, da jeg synes, at det er en god idé, hvis næstformanden er en person, der ikke sidder i Folketinget. De har ofte mange ordførerskaber og har et travlt politisk program hver dag, siger hun til TV 2 Øst.

    Partiet skal både vælge ny formand og næstformand på en generalforsamling 7. februar. Det sker, efter at formand Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen har valgt at trække sig.

    Hvor Lars Boje Mathiesen, som sidder i Folketinget for partiet, er den eneste kandidat til formandsposten, er der lagt op til kampvalg med tre kandidater til at blive næstformand.

    De andre kandidater er folketingsmedlem Kim Edberg Andersen og Rune Bønnelykke, som sidder i partiets hovedbestyrelse og er byrådsmedlem i Vejle.

    Selv mener Henriette Ergemann, at hun vil supplere Lars Boje Matthiesen godt.

    – Vi har et godt forhold til hinanden. Han kommer fra Jylland, jeg kommer fra Sjælland. Han er mand, og jeg er kvinde, siger Henriette Ergemann til sn.dk.

    Tirsdag er den sidste dag, hvor kandidater til de to ledige poster kan melde sig.

    /ritzau/