Zelenskyj om kampvogne: Ukraine har brug for beslutninger

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger tirsdag aften, at Ukraine har brug for, at der bliver truffet beslutninger om leveringer af moderne kampvogne.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Diskussioner må konkluderes med beslutninger, siger præsidenten.

    - Beslutninger om en ægte styrkelse af vores forsvar mod terrorister. Allierede har det nødvendige antal kampvogne. Når de nødvendige, betydelige beslutninger er truffet, vil vi med glæde takke jer for hver vigtig beslutning.

    Tirsdag skriver flere medier - heriblandt nyhedsbureauerne dpa og Reuters - at den tyske regering efter længere tids overvejelse har besluttet at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine.

    Den tyske regering har dog ikke bekræftet, at den har truffet en beslutning.

    De tonstunge Leopard 2-kampvogne er eftertragtede i Ukraine. Og flere lande har endda meldt sig klar til at donere kampvognene til ukrainerne.

    Men foreløbig er de ikke sendt afsted, fordi Tyskland har tøvet længe med at give tilladelse.

    Nyhedsbureauet AFP skriver, at Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, indikerer tirsdag, at Tyskland snart vil annoncere en beslutning.

    - Jeg forventer, at der bliver truffet en beslutning inden længe, siger han.

    /ritzau/