Matas sætter rekord i periode med historisk højt julesalg

    Der har været godt gang i salget hos Matas i de sidste tre måneder af 2021.

    Samlet har butikskæden solgt for 1,4 milliarder kroner. Det er det største målt på et kvartal nogensinde.

    Det oplyser Matas i en handelsopdatering for perioden oktober-december.

    Hidtil har rekorden for det største salg målt på et kvartal tilhørt de sidste tre måneder af 2020. Her blev der solgt for 1,3 milliarder kroner.

    Det kvartal blev endda ekstraordinært løftet af muligheden for at få feriepenge udbetalt.

    I en kommentar glæder Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas, sig over, at det både går godt med det fysiske og digitale salg.

    - Kunderne er vendt tilbage til de fysiske butikker, og samtidig har onlinesalget holdt det usædvanligt høje niveau fra sidste år, hvor den fysiske detailhandel var underlagt restriktioner, siger Matas-direktøren.

    I perioden oktober-december er Matas' onlineomsætning vokset med lidt over tre procent i forhold til samme periode et år tidligere.

    Samtidig er salget i de fysiske butikker vokset med lidt under tre procent.

    Ifølge Gregers Wedell-Wedellsborg er det særligt de traditionelle julegaver som eksempelvis parfumer og cremer, der har været efterspurgt i julekvartalet.

    På produktsiden har der også fortsat været en efterspørgsel efter varer, som har relation til coronapandemien.

    - Håndsprit og mundbind er jo nærmest blevet en dagligvare, og efterspørgslen bølger op og ned med smittetallene, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

    - Det nye er, at der også er en efterspørgsel efter selvtest. Det regner vi med på samme måde bliver noget, man lige tager med, når man er ude at handle.

    - Det (selvtest, red.) er endnu ikke en stor faktor i vores tal. Men det er noget, Danmark efterspørger, og som kommer til at være på hylderne, siger han.

    På baggrund af det store salg i perioden oktober-december, der dækker over det forskudte tredje kvartal i Matas' regnskabsår, har kæden valgt at hæve sine forventninger til salget for helåret.

    Nu venter Matas at få en omsætning i intervallet 4250-4375 millioner kroner, hvor der før var ventet en omsætning i intervallet 4200-4330 millioner kroner.

    /ritzau/