Norwegian mere end syvdobler antallet af passagerer i julemåned

    I den sidste måned af 2021 har Norwegian fløjet med 931.917 passagerer.

    Det er mere end en syvdobling i forhold til samme måned året før. Det viser Nowegians trafiktal for december, der er offentliggjort torsdag.

    Den markante stigning skal ses i lyset af, at der i december 2020 var flere og strammere restriktioner, end der har været i december 2021.

    Derudover var vaccineindsatsen knapt nok kommet i gang i december 2020, mens den har været meget fremskreden i december 2021.

    De forhold har bidraget til, at flere har fløjet med Norwegian i december 2021 sammenlignet med samme måned året før.

    I en pressemeddelelse siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, at han er glad for planlægningen og gennemførelsen af trafikprogrammet for december.

    – Trafikken over jul og nytår er forløbet planmæssigt, hvilket vi ved, er særligt vigtigt for mange af vores passagerer, der rejser i de dage for at mødes med familie og venner, siger Geir Karlsen.

    – I selve jule- og nytårsaftensweekenderne havde vi planlagt med lavere efterspørgsel, og det betyder, at belægningsgraden for december også er god.

    – Samtidig mærker vi naturligt nok effekten af omikronvarianten og de nye tiltag og restriktioner i ind- og udland, siger han i pressemeddelelsen.

    I december har Norwegian i gennemsnit haft 48 fly i drift.

    99,6 procent af de planlagte flyvninger er blevet gennemført, og punktligheden har været på 83,8 procent.

    Punktligheden fortæller, hvor dygtig et selskab har været til at lette og ankomme til tiden.

    /ritzau/