USA har laveste antal coronadøde siden pandemiens start

    Et allerede fremskredent vaccinationsprogram ser ud til at have den ønskede effekt på USA’s håndtering af coronapandemien.

    Det viser tal fra landets Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

    USA har den seneste uge således registreret det laveste antal daglige coronarelaterede dødsfald siden pandemiens start. Tallet lyder på 545 daglige dødsfald i gennemsnit i de syv dage frem til 16. maj.

    – Sidste gang, vores syv dages gennemsnit var så lavt, var i marts 2020 – altså reelt set ved pandemiens start, siger CDC-direktør Rochelle Walensky.

    USA har godt i gang i vaccinationen af landets borgere.

    Således har omkring 60 procent af den voksne befolkning modtaget mindst ét vaccinestik. Resten opfordres nu til også at lade sig vaccinere.

    – Vi er ved at vinde krigen over virusset, og vi har brug for jeres hjælp med at gøre arbejdet færdigt, siger Andy Slavitt, der er Det Hvide Hus’ rådgiver for håndteringen af coronavirusudbruddet.

    I sidste uge meddelte CDC, at vaccinerede personer i vid udstrækning ikke længere behøver bære mundbind hverken udendørs eller indendørs.

    Det skal blandt andet være med til at få flere til at lade sig vaccinere.

    – Reglen er nu meget simpel: Bliv vaccineret, eller brug mundbind, indtil du er blevet. Valget er dit, skrev præsident Joe Biden på Twitter i sidste uge.

    USA har benyttet sig af tre forskellige vacciner. Det drejer sig om vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, Moderna og Johnson & Johnson.

    De amerikanske myndigheder anbefalede 13. april, at brugen af den sidstnævnte vaccine blev sat på pause. Den pause blev dog afbrudt 23. april.

    I Danmark er Johnson & Johnson-vaccinen taget ud af vaccinationsprogrammet på grund af risiko for alvorlige bivirkninger.

    /ritzau/AFP