Pernille Blume tager EM-sølv efter garvet hollænder

    Svømmeren Pernille Blume var kommet i finalen med hurtigste tid, men måtte tage til takke med sølv ved langbane-EM i 50 meter fri.

    OL-guldvinderen fra 2016 svømmede finalen i tiden 24,17 sekunder, og det var præcis samme tid som polakken Katarzyna Wasick. Dermed delte de to andenpladsen.

    Den erfarne hollænder Ranomi Kromowidjojo tog guld i tiden 23,97 sekunder efter en kanonstart, som de andre ikke kunne nå at indhente på den korte distance.

    Det var Kromowidjojos medalje nummer 78 ved et mesterskab.

    Som Pernille Blume har den 30-årige hollænder også vundet OL-guld på distancen. Hun snuppede sin ved legene i London i 2012, mens Blume altså overtog OL-tronen fire år senere i Rio de Janeiro.

    Blume har både været ude med skade og coronasmitte den seneste tid, og det var derfor uvist, i hvor god form hun kom til EM i Ungarn.

    I både indledende heat og semifinale viste Blume, at hun ikke er så langt fra sit topniveau, og inden finalen var hun favorit sammen med Kromowidjojo.

    Den 27-årige dansker har også en OL-bronzemedalje på cv’et, da hun en time efter sin triumf i 50 meter fri ved OL i 2016 også var en del af den danske holdkap for kvinder i 4 x 100 meter medley, som vandt bronze.

    Ved EM tirsdag blev det ikke til medalje for den danske medley for mixede hold i 4 x 200 meter fri. Holdet blev nummer fem i finalen.

    Julie Kepp Jensen måtte ud i en omsvømning mod en polsk rival om en finaleplads i 50 meter rygcrawl.

    De to svømmede begge i tiden 28,01 sekund i semifinalerne, og derfor måtte de to i vandet i direkte duel om EM-finalepladsen onsdag aften.

    Her svømmede danskeren i præcis samme tid, og det var en my bedre end polakken.

    /ritzau/