Det siger andre om Fifas nye præsident


    Gianni Infantino får primært positive, men også forsigtige ord med på vejen, efter at han fredag blev valgt til præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

    Her er et udpluk af reaktionerne.

    Sepp Blatter, detroniseret Fifa-præsident:

    – Med hans erfaring, hans kapaciteter, hans sans for strategi og diplomati har han alle kvaliteterne til at fortsætte mit arbejde og føre Fifa mod stabilitet.

    Karl-Erik Nilsson, formand i Det Svenske Fodboldforbund:

    – Jeg er meget tilfreds. Han var vores kandidat og den person, som vi mener er bedst egnet til at gennemføre reformerne i Fifa. Det var et godt resultat, og det giver grund til at være optimistisk omkring fremtiden.

    Gary Lineker, tidligere landsholdsangriber for England:

    – Han har et helvedes stykke arbejde foran sig, men han virker til at være en ok fyr. Har brug for en pænt stor ny fejekost.

    – Har denne underlige følelse af, at Gianni Infantino vil flå sin maske af og vise sig som Sepp Blatter.

    Vitaly Mutko, Ruslands sportsminister:

    – Verdensfodbolden har brug for denne slags pragmatiske og praktisk anlagte personer.

    Sheik Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain, nummer to i Fifa-valget og præsident i Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC:

    – Jeg stoler på Infantino.

    – AFC ser frem mod at arbejde sammen med det nye Fifa og dets præsident, Gianni Infantino, om at reformere verdensfodbolden.

    Visa, sponsor:

    – Efter vedtagelsen af reformerne opfordrer vi indtrængende Fifas nye ledelse til at prioritere implementeringen af dem.

    Coca-Cola, sponsor:

    – Under hr. Infantinos ledelse skal Fifa genskabe sig selv og skabe den nødvendige gennemsigtighed og kulturelle forandring, som vil genoprette dets image, og effektivt genoptage missionen om at udvikle fodbolden verden over.

    /ritzau/dpa/AFP/TT