Krisemøde løftede landsholdet: Der kom sandheder på bordet

    Der har været travlt i mødelokalerne på det håndboldkvindernes spillerhotel i Kumamoto i det seneste døgn.

    Spillerne holdt en række møder i kølvandet på tirsdagens nedtur mod Tyskland, og effekten indfandt sig med det samme: Danmark vandt onsdag den første skæbnekamp mod Brasilien med 24-18.

    – Vi havde et par snakke, og der kom nogle sandheder på bordet. Det handler om at stille krav til hinanden, og det gjorde vi i dag (onsdag, red.). Vi udførte det næsten til perfektion, siger forsvarsspilleren Line Haugsted.

    Også playmaker Lotte Grigel fremhæver krisemøderne som en væsentlig årsag til den klart forbedrede præstation mod brasilianerne.

    – Vi har snakket rigtig mange ting igennem. De snakke betød, at vi kunne rykke os på et døgn. Det er hele den proces, vi har været igennem det seneste år, som vi så resultatet af her.

    – Vi har været lidt hårde ved hinanden, men på en rigtig god og konstruktiv måde, siger Lotte Grigel.

    Med sejren holder danskerne sig inde i VM-turneringen, og frem for alt fik spillerne vist, at den forvirrede og fejlfyldte indsats mod tyskerne ikke er det sande billede af holdets niveau.

    – Vi holdt den cool hele vejen igennem. Jeg havde følelsen af, at vi var i fuldstændig kontrol, siger Lotte Grigel, der ikke gjorde sig nogen anstrengelser for at skjule sin lettelse.

    – Det er sindssygt, hvordan håndbold kan være. Fra at være helt nede og meget ked af det, til at synes at håndbold er det fedeste, siger Grigel.

    Danmark og Frankrig spiller på fredag om den sidste plads i mellemrunden. Danmark skal vinde, mens franskmændene kan nøjes med uafgjort.

    /ritzau/