Vermund afslutter valgmaraton med helikoptertur til valgsted

    Efter en helikoptertur fra Jylland, hvor hun havde holdt grundlovstale i Mårslet syd for Aarhus, stemte formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund onsdag eftermiddag i Snekkersten Hallen nær Helsingør.

    Helikopteren landede midt på en afspærret fodboldbane bag hallen.

    Vermund vinkede inde fra helikopteren, hvorefter hun blev mødt af flere familiemedlemmer.

    Det er første gang, partiet stiller op til et folketingsvalg, og partiformanden er tydeligt rørt, da hun møder pressen ved valgstedet.

    – Det har bare været tre og et halvt års kamp, og vi er der lige om lidt, siger Pernille Vermund.

    Meningsmålinger placerer Vermund og Nye Borgerlige omkring eller lige over spærregrænsen på to procent.

    Formanden er fortrøstningsfuld i forhold til partiets muligheder for at komme i Folketinget.

    – Jeg er faktisk ret overbevist om, at vi får et rigtig godt valg. Det er mere sådan en følelse af, at nu er vi i mål. Det har været som at løbe et langt maraton, og nu kan vi se målstregen. Så kommer det hårde arbejde på den anden side, siger hun.

    Til gengæld ser det svært ud at danne en blå regering, erkender hun.

    – Der ser ud til at være et massivt rødt flertal. Det må man jo erkende, siger Pernille Vermund.

    Men selv hvis der var blåt flertal, var det ikke sikkert, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne regne med Nye Borgerliges stemmer.

    Partiet har nemlig tre ufravigelige krav, som Løkke ikke har i sinde at imødekomme.

    – Lars Løkke Rasmussen har sagt, at han hverken vil indfri vores krav eller vil danne regering med de borgerlige partier. Han vil danne regering med Morten Østergaard og Mette Frederiksen. De har så hældt ham ned ad brættet, men det er i hvert fald hans udmelding indtil videre, siger Vermund.

    Nye Borgerlige vil indføre et asylstop, kræve at alle udlændinge forsørger sig selv, og så skal udlændinge, som dømmes for kriminalitet, udvises efter første dom.

    Det indvandrerkritiske parti blev stiftet i efteråret 2015 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, der begge har en fortid hos De Konservative.

    Et års tid senere lykkedes det for partiet at indsamle de nødvendige vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget.

    Partileder Pernille Vermund stiller op i Sydjyllands Storkreds og kan således ikke stemme på sig selv – hun stemte onsdag på partiet.

    /ritzau/