Regler mod foto af stemmesedlen skal beskytte mod tvang

    Hvad sker der, hvis man markerer folketingsvalget ved at lægge et billede af sin stemmeseddel op på Twitter, Instagram eller Facebook?

    Det er egentlig ikke tilladt at tage et billede af sin stemmeseddel. Men man vil ikke blive sanktioneret for at gøre det, forklarer valgkonsulent Christine Boeskov fra Økonomi- og Indenrigsminsiteriet.

    – Når man har afgivet sin stemme, skal man folde sin stemmeseddel sammen, så ingen kan se, hvad man har stemt, og putte den i stemmekassen i overværelse af en valgtilforordnet.

    – Det er den foreskrevne procedure, og i princippet er alt, der afviger herfra, ikke i overensstemmelse med reglerne. Men det er ikke ensbetydende med, at man bliver straffet for det, siger Christine Boeskov.

    Ligesom det ikke er strafbart at tage et billede af sit kryds på stemmesedlen, gør det heller ikke stemmen ugyldig.

    Flere politikere har på valgdagen åbent fortalt, hvem de har stemt på. Og det er helt i orden, fortæller Christine Boeskov. Også selv om der er stemmehemmelighed ved valg i Danmark.

    – Man må gerne fortælle, hvad man har stemt. Man må bare ikke bevise det.

    – Grundlæggende handler stemmehemmelighed om at modvirke valgpres, så ingen kan føle sig tvunget til at stemme noget andet end det, de egentlig vil, og så det ikke er muligt at sælge sin stemme, siger hun.

    Liberal Alliances folketingsmedlem Laura Lindahl har udløst en del reaktioner på Twitter, efter at hun tidligere onsdag postede et billede af sin stemmeseddel med et kryds ud for partifællen og nuværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

    Men selv om det ikke er i overensstemmelse med reglerne, vil hun altså ikke blive sanktioneret for at have dokumenteret sin valghandling.

    Valgkonsulent Christine Boeskov forholder sig ikke til den konkrete sag med Laura Lindahl fra Liberal Alliance, men forholder sig udelukkende til de generelle regler for stemmeafgivelse.

    /ritzau/