KD-formand håber vælgerne husker partiets fortid i regering

    Kristendemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, har oplevet, at vælgerne har været nysgerrige efter at høre, hvad de nye partier har haft at byde på under årets valgkamp.

    Det siger hun ved Vanløsehallerne i Vanløse, hvor hun onsdag har afgivet sin stemme til folketingsvalget.

    – Der har været en god lydhørhed over for de nye partier og en nysgerrighed fra vælgerne, der måske er lidt trætte af det etablerede. De vil gerne lytte til, hvad vi har at byde på, lyder det fra Isabella Arendt.

    Hun mener, at der er en styrke i at være et parti, der har næsten 50 år på bagen.

    – Vi har siddet i regering før, og vi har erfaring fra Christiansborg. Rigtig mange vælgere kan huske, sidst vi sad i regering, og det kan vi også trække på.

    – Så når jeg går ind og siger, at vi er klar til at tage et politisk ansvar, så sidder der mange vælgere, der kan huske, at det har vi gjort før, siger Isabella Arendt.

    Isabella Arendt har været fungerende formand i Kristendemokraterne, siden Stig Grenov sygemeldte sig i starten af valgkampen. Det er derfor hende, som har deltaget i debatter og interviews.

    Til oktober træder Stig Grenov formelt tilbage, og han har peget på 26-årige Isabella Arendt som sin efterfølger, der skal prøve at få Kristendemokraterne tilbage i Folketinget.

    Partiet var senest på tinge i 2005. Ved det seneste folketingsvalg i 2015 fik partiet 0,8 procent af stemmerne.

    Isabella Arendt tror dog på, at partiet allerede ved valget i år får to procent af stemmerne og kommer over spærregrænsen.

    – Meningsmålingerne har temmelig meget usikkerhed, og mange har en usikkerhed på to procentpoint. Vi har haft målinger over og under to procent, men jeg synes, det ser fornuftigt ud, lyder det fra Isabella Arendt.

    Ifølge den sidste Voxmeter-måling inden valget står Kristendemokraterne til at få 1,8 procent af stemmerne.

    /ritzau/