KD-formand: Folk er måske lidt trætte af det etablerede

    Kristendemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, har oplevet, at vælgerne har været nysgerrige efter at høre, hvad de nye partier har haft at byde på under årets valgkamp.

    Det siger hun, efter at hun onsdag har afgivet sin stemme til folketingetsvalget i Vanløse.

    – Der har været en god lydhørhed over for de nye partier og en nysgerrighed fra vælgerne, der måske er lidt trætte af det etablerede. De vil gerne lytte til, hvad vi har at byde på, lyder det fra Isabella Arendt.

    Hun mener, at der er en styrke i at være et parti, der har næsten 50 år på bagen.

    – Vi har siddet i regering før, og vi har erfaring fra Christiansborg. Rigtig mange vælgere kan huske, sidst vi sad i regering, og det kan vi også trække på.

    – Så når jeg går ind og siger, at vi er klar til at tage et politisk ansvar, så sidder der mange vælgere, der kan huske, at det har vi gjort før, siger Isabella Arendt.

    /ritzau/