Rygter om milliardbud på Ørsteds elforretning

    En række selskaber, herunder Brookfield Asset Management, Allianz og Omers, har budt på Ørsteds elnetselskab, Radius, der kan være op mod fire milliarder dollar værd – 26 milliarder kroner.

    Det skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans med henvisning til kilder, der ikke ønsker at stå frem.

    Den første runde af bud blev indleveret i sidste uge, lyder det fra kilderne.

    Repræsentanter for de førnævnte selskaber og Ørsted har ikke ønsket at kommentere oplysningerne over for Bloomberg News.

    Ørsted hed tidligere Dong og var et statsejet dansk energiselskab. Efter en delvis privatisering er Ørsted nu fokuseret på udvikling af bæredygtig energi og har planer om at afhænde den eldistribution, der var selskabets oprindelse.

    /ritzau/