Danske Bank har lagt 18 milliarder til side til bøder

    Danske Bank kan stå over for massive bøder på baggrund af den store sag om hvidvask for milliarder gennem dens estiske filial. Men banken har lagt store beløb til side.

    Det siger den fungerende administrerende direktør, Jesper Nielsen, mandag i et interview med Bloomberg News.

    Bufferen er ifølge direktøren på 2,7 milliarder dollar eller 17,8 milliarder kroner.

    Den nuværende buffer overstiger ifølge direktøren “signifikant” det beløb, som banken er blevet beordret til at have som buffer af de danske myndigheder.

    Han fortæller til mediet, at beløbet fortsat bliver øget, idet banken “ønsker at gøre, hvad der kræves, for at skabe den tiltro, der er nødvendig for at vise, at vi (Danske Bank, red.) er stærk og godt polstret”.

    Adspurgt om, hvorvidt den midlertidige direktør kunne overveje at blive administrerende direktør fremadrettet, svarer han, at han vil “diskutere det” med sin familie, hvis bestyrelsen ønsker det.

    Jesper Nielsen er udnævnt til midlertidig direktør, efter at Thomas Borgen måtte forlade sin stilling på grund af sin rolle i den estiske hvidvasksag.

    Her lod Danske Banks estiske filial næsten uden kontrol små 1500 milliarder kroner passere igennem. Det på trods af gentagne advarsler fra myndigheder og intern viden om, at der var ugler i mosen.

    I september fremlagde Danske Bank sin interne rapport om problemerne. Siden da har en stribe myndigheder offentliggjort eller startet undersøgelser.

    I Danmark har Bagmandspolitiet rejst sigtelse, mens Finanstilsynet har gang i en undersøgelse.

    Der er også undersøgelser fra myndigheder i blandt andet Storbritannien, USA, Schweiz, Estland og Finland.

    /ritzau/