Ingen finanslovspenge til Københavns havneslum

    Københavns overborgmester Frank Jensen (S) er skuffet. Finanslovsaftalen for 2019 rummer nemlig ikke penge til at rydde et slumområde i Erdkehlgraven i Københavns Havn for halvsunkne både og skibsvrag.

    Det havde Københavns Kommune ellers håbet på, efter at området, der populært kaldes Fredens Havn, var til debat på Christiansborg under et samråd.

    – Der er en meget stor risiko forbundet med de både. Flere af dem er sunket ned under vandoverfladen, siger Frank Jensen.

    – Der er forventeligt både olie og benzin i nogle af motorerne og tankene derude. Vi risikerer at få en forurening, som er uoverstigelig.

    Det er Kystdirektoratet, der har ansvaret for området, fordi det er søterritorie. Allerede i 2013 fastslog direktoratet, at bådlejren var ulovlig. Til spørgsmålet om, hvorfor kommunen ikke bare betaler for oprydningen, hvis det er så stort et problem, svarer Frank Jensen:

    – Det er statens ansvar. De har højhedsretten over havnen. Kommunen er reguleret ved lov og kan kun afholde udgifter, der er defineret som kommunale opgaver. Derfor kan vi ikke gøre det.

    Direktoratet hører under miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

    Han er enig med Frank Jensen i, at det har taget for lang tid at rydde op. Men ministeriet er i gang med at undersøge, hvordan der kan ryddes op.

    – Der er en politisk enighed om, at det på ingen måde er i orden, at nogen bruger vores hovedstad som en losseplads, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    Spørgsmål: Hvorfor er der ikke sat penge at til at rydde op?

    – Det kan også ærgre mig, at man ikke har fundet finansiering til oprydning af Erdkehlgraven i finansloven.

    – Men der er politisk enighed om, at vi vil det til livs. Det har jeg sat mig i spidsen for, og det kommer til at ske, fastslår ministeren.

    Da Ellemann-Jensen var i samråd om sagen i november, forklarede han, at hans ministerium ikke har de 24,6 millioner kroner, som oprydningen anslås at koste, “liggende i en skuffe”.

    Men nu vil han alligevel prøve at skrabe sammen, hvad der er af ubrugte reserver på ministeriets område.

    – Og så synes jeg, at det ville være rart, om andre interessenter – for eksempel kommunen – også ville bidrage, siger han.

    Spørgsmål: Men det siger Frank Jensen jo, at kommunen ikke må?

    – Ahr, men der er vel mulighed for kommunen til at bidrage økonomisk til det her. Derudover har kommunen en ikke helt lille opgave i at huse de mennesker.

    – Frank Jensen er ikke imponeret over regeringen, og regeringen er heller ikke imponeret over Frank Jensen. Det ville klæde Københavns Kommune at være mere konstruktive, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    Egentlig er der i Danmark et princip om, at forureneren betaler. Myndighederne har derfor sat opslag op på bådene om, at de ligger ulovligt, og at ejerne skal fjerne dem, oplyser Jakob Ellemann-Jensen.

    – Men man kan ikke klippe håret af en skaldet. Og hvis ikke midlerne er der, er fællesskabet nødt til at træde til, fastslår han.

    /ritzau/