En minister fra den indiske premierminister Narendra Modis regerende parti siger, at voldtægter sker “ved uheld”.
Det er Ramsevak Paikra, der er minister for delstaten Chhattisgarh, hvor han er ansvarlig for lov og orden, der kommer med den kontroversielle udtalelse.
– Sådanne hændelser (voldtægter, red.) sker ikke bevidst. De sker ved uheld, siger Paikra ifølge nyhedsbureauet AFP.
Paikra, der blev spurgt om sin holdning til en nylig gruppevoldtægt og efterfølgende lynchning af to teenagepiger i en nabostat, har efterfølgende sagt, at han er blevet fejlciteret.
Bemærkningen er blot den seneste i en række kontroversielle udtalelser fra indiske politikere, der vidner om et kvindeundertrykkende menneskesyn.
Torsdag sagde ministeren for delstaten Madhya Pradesh således, at voldtægter “nogle gange er forkerte, andre gange rigtige”.
Ministeren, Babulal Gaur, var ligeledes blevet bedt om at forholde sig til den gruopvækkende voldtægt og drab på de to teenagere, der fandt sted sidste måned i den nordlige delstat Uttar Pradesh.
Modi, der for nylig triumferede ved parlamentsvalget, har lovet at øge fokus på kvinders sikkerhed, men indtil videre har han været tavs i forbindelse med forbrydelsen mod de to teenagepiger.
Sidste år skærpede den indiske regering straffen for sexoverfald, efter at en 23-årig kvinde i december 2012 blev udsat for så voldeligt et seksuelt overgreb i en bus i New Delhi, at hun efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Skærpelsen ser dog ikke ud til at have gjort meget ved mange inderes kvindesyn.
Ifølge regeringsstatistikker sker en voldtægt hvert 22. minut, men aktivister vurderer, at mange voldtægter forbliver uanmeldte og frekvensen derfor er noget højere.
Tidligere i år gik det ud over en 51-årig dansk kvinde, da hun blev voldtaget af en flok mænd i New Delhi.
/ritzau/AFP