13-årig anholdt for knivstik mod 14-årig på åben gade


Arkivfoto


En dramatisk episode mellem to unge teenagere udspillede sig tirsdag eftermiddag på åben gade på Wagnersvej i Københavns Sydhavn.

Her blev en 14-årig dreng stukket ned, og politiet har pågrebet en anden dreng i sagen.

– Den forurettede bliver ramt en enkelt gang i ryggen med en kniv, fortæller vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi.

Den anholdte er en dreng på blot 13 år. Han er med andre ord under den kriminelle lavalder, og der vil derfor ikke kunne føres nogen straffesag mod ham.

– De sociale myndigheder er inddraget i sagen, og nu arbejder vi på at finde ud af, om der har været andre indblandet også, fortæller Michael Andersen.

Knivstikkeriet skete på gaden klokken 17.15, og politiet er endnu ikke kommet så vidt i sin efterforskning, at vagtchefen kan fortælle detaljeret om, hvad der skete.

Tirsdag aften oplyser politiets centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki, at den 14-årige er uden for livsfare.

– Det er altid alvorligt, når nogen bliver stukket med en kniv i ryggen, men det er ikke livstruende, lyder det fra efterforskningslederen.

/ritzau/