Retsmediciner om Kim Wall: Det overgik enhver forstand


Arkivfoto inde fra døds-ubåden.


Sagen om ubådskaptajn Peter Madsen og drabet på svenske Kim Wall optog sidste år millioner af borgere i ind- og udland.

Nu fortæller nogle af de personer, der var helt tæt på, om begivenhederne, fx retsmediciner og overlæge Christina Jacobsens.

Det var hende, der stod for obduktionen og efterfølgende skulle redegøre for sine fund under retssagen mod Peter Madsen.

Og selv om den erfarne overlæge i sin karriere har obduceret flere hundrede lig, har hun aldrig set noget lignende. Det fortalte hun for nylig i et interview med fagbladet Ugeskrift for Læger.

– Det overgik enhver forstand. Og det er jo, fordi man støder på sin forestillingsevnes grænser, siger hun i interviewet.

I Danmark er der årligt en eller to sager om partering, så der var som sådan ikke noget usædvanligt i, at Walls lig var delt i stykker.

Det, der var usædvanligt, var måden, kroppen så ud på. Flere steder var der monteret metalgenstande, og der var flere stiksår på torsoens forside og omkring kønsorganerne.

– De fleste af os i Danmark lever et privilegeret liv, men til tider oplever vi som retsmedicinere sager, hvor personer er blevet udsat for former for vold, som man har vanskeligt ved at forestille sig, blandt andet fordi den form for vold er så grænseoverskridende, siger Christina Jacobsen til fagbladet.

Under straffesagen i byretten hævdede Madsen, at 30-årige Wall døde som følge af en ulykke. Men den forklaring valgte retten at forkaste.

I stedet fandt retten det bevist, at ubådsbyggeren nøje planlagde mishandlingen og drabet på sin svenske passager, og at forbrydelsen var seksuelt motiveret. Straffen lød på fængsel på livstid.

I næste måned skal Østre Landsret behandle ankesagen.

/ritzau/