VARDE: Syd- og Sønderjyllands Politi eftersøgte onsdag aften intenst en lille blond 4-årig dansk pige der forsvandt sporløst, tæt på vandet ved Henne Strand.
Den 4-årige pige var forsvundet ved en iskiosk, tæt på klitterne ved stranden omkring kl. 19.40, og mange mødte frem for at lede efter den lille pige som var iklædt en trøje med en kanin på maven.
En stor eftersøgning blev sat i gang, med betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi og en hel del civile. Eftersøgningen var intens, idet man frygtede, at den lille pige havde søgt ned mod vandet.
En tysk turist undrede sig dog over en lille pige som vandrede rundt i klitterne mutters alene, og da turisten så det store opbud af politi lagde tyskeren to og to sammen, og fik politiet hen til den lille pige.
Den lille pige var lidt kold, men var ellers i god behold da politibetjentene nåede hen til hende og fik hende pakket ind i en patruljejakke. Den lille purk havde ikke selv opdaget, at hun var blevet væk, og var således ikke ked af det – men forældrene var yderst glade for at se den lille charmetrold igen.