Otte års fængsel: LTF’er udvist for bestandigt for vold og drabsforsøg


Arkivfoto


KØBENHAVN: En 24-årig mand, medlem af gadebanden LTF, er fredag blevet idømt otte års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandig i sag om drabsforsøg og grov vold.

Et nævningeting i Østre Landsret har kendt en 24-årig britisk statsborger skyldig i drabsforsøg ved sam­men med flere medgerningsmænd at have forsøgt at dræbe en 19-årig mand med adskillige knivstik.

Den til­talte blev endvidere dømt for sammen med flere medgerningsmænd at have udøvet grov vold under to overfald i et fængsel.

Den 24-årige blev af et flertal på 16 ud af 18 stemmer idømt en straf på fængsel i otte år. Fængselsstraf­fen blev fast­sat som en såkaldt fællesstraf, fordi der i straffen også ind­gik en rest­straf på 454 dage, som tiltalte havde stående efter en prøveløsladelse. Tiltalte var flere gan­ge tidli­gere blevet straffet for voldsrelateret kriminalitet.

Herudover blev tiltalte, der som nævvnt er britisk statsborger, udvist med indrejseforbud for bestandig. Et flertal på 17 ud af 18 stemmer fandtsåledes, at der efter kriminalitetens alvorlige karakter forelå meget tungtvejende grunde, der gjorde det bydende nødvendigt at udvise tiltalte, og at udvisning skulle ske med indrejseforbud for bestan­dig.

Landsretten lagde vedrørende spørgsmålet om udvisning til grund, at tiltaltes personlige og kultu­relle bånd til Danmark, hvor han var født og opvokset, var langt stærkere end hans tilknytning til Storbritannien. Selvom hans engelskkundskaber efter hans egen forklaring var begrænsede, og han ikke havde kontakt til eventuelle familiemedlemmer bosat i Storbritannien, kunne han imidlertid ikke anses for at være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i landet.

Landsretten lagde endvidere blandt andet vægt på, at tiltalte flere gange var blevet advaret om, at hans krimi­nalitet kunne føre til udvisning. Han var medlem af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han var desuden senest ved en dom fra marts 2018 blevet dømt for trusler mod en fængselsbetjent.

Udvisning med indrejse­forbud for bestandig ville således ikke være i strid med hverken EU-opholdsdi­rekti­vet eller Den Europæiske Menneskerettigheds­konven­tion.