Arkivfoto
Fem unge piger stjal søndag aften en Renault fra et udlejningsfirma på Artillerivej på Amager og kørte af sted gennem København.
Bilen blev meldt stjålet med det samme, og den blev inden længe spottet af en politibil, som satte efter. Ved Højbro Plads blev pigerne stoppet. Det oplyser vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.
– En patrulje så dem og bragte dem til standsning efter en lille eftersættelse, siger vagtchefen.
Pigerne var mellem 12 og 14 år, og den 14-årige fører af bilen havde derfor ikke noget kørekort. De erkendte alle at have stjålet bilen.
Da pigerne er under den kriminelle lavalder, kan de dog ikke straffes for forbrydelsen. De er blevet afhørt søndag aften i samarbejde med de sociale myndigheder og efterfølgende sendt hjem.
Ifølge vagtchefen er der ikke meldinger om, at nogen har været i fare i forbindelse med pigernes køretur gennem byen.
/ritzau/