Ukendt person angreb ATK-vogn med parfumeflaske


Foto: Politiet


NÆRUM: En af Nordsjællands Politi ATK-biler blev lørdag ramt af en flaske parfume der blev kastet fra en forbipasserende bil på Helsingørmotorvejen. Operatøren i vognen kom ikke noget fysisk til, da bilens sikkerhedsglas modstod flasken.

Der er monteret særligt sikrede ruder i politiets ATK-biler, og det kan gerningsmanden prise sig lykkelig for idet risikoen for skader på mennesket inde i bilen ellers ville være stor, når en glasflaske kommer med over 100 km/t ind gennem ruden.

Angrebet på ATK-vognen tages yderst alvorligt, og resterne er blevet sikret til undersøgelse for fingeraftryk og dna fra gerningsmanden.

– Det er naturligvis i orden at have en holdning til vores fartmålinger og vores arbejde generelt, men det er fuldstændig uacceptabelt at udtrykke sin mening på den måde, og vi vil derfor gøre vores for at finde frem til personen bag kastet, skriver Nordsjællands Politi i et opsalg på Facebook, som afsluttes således:

– Nu kan vi så bruge ressourcer på sagen, ligesom vi også skal bruge nogle af vores alle sammens gode skattepenge på at få skiftet ruden i bilen. Og vi sidder undrende tilbage og spørger os selv: “Hvem er det lige, der vinder noget på at udføre en så tåbelig handling?”