Forsker tiltalt for seriehærværk mod biler frifindes


    Arkivfoto

    En 38-årig mandlig forsker, der var tiltalt for seriehærværk på store SUV-biler på Østerbro i København, frifindes.

    Dommen er afsagt af Københavns Byret tirsdag.

    Manden var anklaget for fem tilfælde af hærværk, hvoraf to af tilfældene omhandlede samme bil. Episoderne er fra 14. juni til 11. september 2020.

    Der er tale om en Porsche Macan S, en sort Land Rover, en sølvgrå Mercedes-varebil og en sort Volvo XC40. I alle tilfælde var der ridser i lakken, og ifølge anklageskriftet løb skaderne samlet op i omkring 50.000 kroner.

    – De samme ting går igen: Der er tale om ridser på store, dyre biler. Nogle vil sige, at det også er biler, der sluger meget benzin, lød det fra anklager Anne Moe under de afsluttende bemærkninger.

    I alt blev flere end 70 biler udsat for hærværk på Østerbro i 2020, og beboerne i området gik aktivt ind i jagten på gerningsmanden eller gerningsmændene.

    Sagen mod forskeren tog sin begyndelse 11. september 2020. Her blev han på Østerbro tilbageholdt af en kvinde, der mente at have observeret manden ridse en sølvgrå Mercedes-Benz-varebil.

    Han blev anholdt samme aften, og siden blev han tiltalt for i alt fem tilfælde af hærværk.

    Under et tidligere retsmøde har den 38-årige givet udtryk for, at han ikke husker meget fra den 11. september.

    – Den står ret tåget, sagde han og forklarede, at han var i en stor choktilstand, da han blev tilbageholdt og anholdt.

    – Så det står ikke særligt klart for mig, hvad der egentlig er foregået, lød det.

    Han har under sagen nægtet sig skyldig med henvisning til, at han ikke husker meget fra perioden.

    Sagen skulle egentlig være afgjort i marts, men den måtte udskydes, fordi et vidne ikke var mødt.

    Det gjorde vidnet i stedet tirsdag, og her kunne en ung mand berette om, at mange beboere i området i 2020 fik ridset deres biler.

    Det havde han også selv oplevet, og han installerede derfor et såkaldt dashcam i bilen, der kan optage video.

    – Det monterede jeg selv i frustration over, at det her blev ved med at ske, sagde han.

    Det er anklagemyndighedens opfattelse, at man på videoen, der også blev afspillet i retten, kan se den 38-årige forsker gå meget tæt på bilen ad to omgange for derefter at gå ind i sin egen opgang, der også ligger på Østerbro.

    Flere videoer blev fremlagt i retten, og de skulle være med til at bevise, at den 38-årige stod bag ridserne. Også kvitteringer fra madspilds-appen Too Good To Go skulle vise mandens færden omkring gerningsstederne.

    Men domsmandsretten fandt det altså ikke bevist, at den 38-årige forsker stod bag ridserne og frifandt ham. En af dommerne mente, at manden kunne dømmes for ét af forholdene, men ellers var der enighed blandt dommerne.

    Anne Moe gik i sagen efter en betinget fængselsstraf på 20-30 dage. Hun vil nu læse dommen igennem, inden det afgøres, om den skal ankes til landsretten.

    /ritzau/