Arkivfoto
AARHUS: En opmærksom borger anmeldte tidligt søndag morgen kl. 06.30, at han fra sit vindue kunne se en gruppe unge mennesker male med graffiti ved et busstopsted på Nørregade i Aarhus C.
Borgeren gav politiet et præcist signalement og tog billeder af dem, så betjentene havde noget at gå efter. En patrulje var hurtigt i området og kørte rundt for at finde frem til de unge hærværksmænd.
Da de kørte ned ad Klosterport, kunne de i bedste Hans og Grete-stil følge den rute, som gerningsmændene tilsyneladende var gået – betjentene kunne nemlig genkende flere dugfriske ”tags”, der var sprayet på elbokse og husmure ned ad gaden, og som svarede til de tags, som var malet på Nørregade.
Sporet endte ved Klostertorv, hvor patruljen stødte på en gruppe med fem unge mennesker, der svarede til borgerens signalement. Tre af dem – en 21-årig mand, en 22-årig mand og en 19-årig kvinde – blev anholdt og sigtet for hærværket. Den 21-årige var i besiddelse af dyser til spraydåser, den 22-årige havde rester af maling på fingrene og på sit tøj, og den 19-årige havde maling på sine ben.
Og det kan altså blive en kostelig affære for de tre unge mennesker. Graffitihærværk kan give en betinget fængselsstraf, bøder og erstatningskrav fra dem som ejer det der er blevet malet på.
De tre er sigtet for hele 45 forhold af hærværk, som det lykkedes politiet at tælle sammen i Aarhus midtby.