Arkivfoto
Mange sager om hastighedsoverskridelser ved vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen, torsdag aften. Alt for mange respekterede ikke fartgrænsen ved vejarbejde og mindst 42 bilister mister kørekortet ubetinget.
Bilister tog ikke ved lære af den massive udmelding om, hvor mange der var blevet blitzet i vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen tidligere på ugen.
Torsdag aften fra kl. 22.00 fortsatte Midt- og Vestsjællands Politi med ATK måling i vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen mellem 24 km-mrk. og 26 km-mrk. (Karlslunde) mod syd, hvor der blev målt frem til kl. 05:00 fredag morgen, hvor asfaltarbejderne lagde sidste hånd på belægningen under viadukten.
Der blev blitzet i alt 369 bilister i vejarbejdet, hvor der er nedskiltet til en højeste tilladt hastighed på 50 km/t. Ca. 100 af disse kørte mere end 30 % for stærkt og får udover bøden på minimum 3000,- kr også et klip i kørekortet, blandt disse var der en del lastbiler repræsenteret.
Sagen er dog straks værre for de 42 bilister som blev målt til en hastighed på over 100 km/t hvilket udløser en bøde på minimum kr. 10.000,- samt en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Aftenens absolutte højdespringer var en bilist som bragede forbi målevognen i 50-området med rystende 141 km/t……
2620 bilister passerede ATK vognen med korrekt hastighed og kunne således både læse skiltene, passe på vejarbejderne og være med til at følge opfordringen på Vejdirektoratets kampagneplakat: “Pas på min far” som var placeret 75 meter før ATK vognens mulige blitz.