Arkivfoto
VARDE: Tirsdag aften blev et ægtepar overfaldet i deres hjem af tre hjemmerøvere, som alle talte dansk med accent.
Et ægtepar på henholdsvis 58 og 59 år blev tirsdag aften omkring kl. 23 udsat for et hjemmerøveri i deres villa på Håndværkervej i Varde. Syd- og Sønderjyllands Politi beder om hjælp til at finde gerningsmændene.
Håndværkervej ligger tæt på Nordre Boulevard og på både en Lidl og en Rema 1000 forretning, og politiet fik anmeldelsen klokken 23.23. Tre unge mænd havde skaffet sig adgang til huset, og truede her parret til at udlevere et mindre kontant beløb.
De to ofre er chokerede, men har det ellers efter omstændighederne godt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet har foreløbige signalementer på de to af dem. Det drejer sig om:
A. Yngre mand, talte dansk med udenlandsk accent, almindelig af bygning 175-180 cm høj.
Iført sort hættetrøje, mørke bukser, mørke handsker og kondisko, iført en form for fastelavnsmaske – muligvis sort/hvidstribet, muligvis med en stribe, som lignede et lyn.
B. Yngre mand, talte dansk med udenlandsk accent, almindelig af bygning 175-180 cm høj, iført sort hættetrøje, mørke bukser, mørke handsker og mørke kondisko, iført en form for fastelavnsmaske.
C. Der er intet signalement af den tredje gerningsmand.
Det vides ikke hvordan de tre gerningsmænd er forsvundet fra stedet, hvis nogen tirsdag aften i Varde har set to eller tre yngre mænd færdes sammen omkring klokken 23, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre om det.
Politiet beder også om, at man kigger efter dele af tøjet og forklædningen, som gerningsmændene kan have smidt fra sig i affaldsspande, containere, i bevoksning etc.
Kan du set noget eller oplysninger til sagen, så ring på 114.