Politi afspærrer stort område efter farligt fund på brandsted


KØBENHAVN: Søndre Fasanvej på Frederiksberg er blevet spærret i begge retninger på grund af et farligt fund efter en brand i en lejlighed.

Brandvæsen og politi blev fredag eftermiddag sendt til ildløs i et køkken på Sdr. Fasanvej, her var der kraftig brand i et køkken som stod i lys lue.

Det oplyser Københavns Politi.

Der blev indsat røgdykkere som hurtigt fik slået ilden ned, og påbegyndt efterslukning af lejligheden. Under dette arbejde er der fundet “en mistænkelig genstand”, som fik både politi og brandvæsen til at tage benene på nakken og rykke væk fra lejligheden.

Pt. er et område på 200 meter omkring lejligheden afspærret for al trafik.

Rulle-Marie er blevet sat ind på stedet, og det er fortsat ukendt hvad der præcist er blevet fundet, men tydeligvis noget som man frygter kan eksplodere.